Om mig

4 ord der indrammer såvel mine malerier som min person:

Frihed

Farveglæde

Intuition

Leg

Dét at male startede som et frikvarter fra det kedelige kontorarbejde, som også skal laves som selvstændig malermester. Senere blev staffelier, lærreder og grejet flyttet hjem i stuen, stedet hvor jeg giver mine malerier liv.

I dag er det kilden til opfyldelsen af min evige frihedstrang, min trang til at lege og min trang til at opleve.

Jeg har det bedst når der står et par lærreder klar, til at blive overfaldet når jeg slipper farverne løs i et virvar og kaos, der ender med et glædesfyrværkeri.

Jeg maler 100% på min intuition og ser intet indre billede for mig

Faktisk foretrækker jeg at male om aftenen i dårlig belysning og lade min intuition og hånd bane vejen for udtrykket.

Når min hånd stopper med signalet om, at maleriet er færdigt, træder jeg tilbage for at vurdere om jeg er enig, det er jeg for det meste, ellers bliver jeg ved til jeg er tilfreds og får en følelse af fuldendthed. Jeg kan slet ikke stoppe før jeg får følelsen af fuldendthed, det er som om at lærredet selv siger stop.

Kunsten og malerierne har endelig givet mig den kilde til daglig frihed jeg har savnet, så jeg kan nyde resten af livet og tilstedeværelsen.

Dette er opnået med kærlige skub og opfordringer fra min kærlighed, Bente. Bente er min kunstneriske og erhvervsmæssige sparringspartner samt ven og kærlighed i mit kunstnerliv og livet i øvrigt.

Bente har været med til at gøre mig mere skarp som kunstner og tilskynder at jeg udfordrer mig selv i mit malerarbejde. Udfordringer så som benspænd og begrænsninger, i form af farvevalg eller metoder at lave maleriet på.

Jeg frydes når jeg med begrænsninger får lavet et fuldendt univers af farve og glæde. Jeg takker Bente for parløbet i hele mit liv.

Mine værker er til folket, ikke for at imponere, men i stedet glæde, inspirere og give dem følelsen af leg, måske endda styrke deres forhold til kunst i øvrigt.

Mine værker skal give liv og give indtryk af selv at være levende, så ejeren hver dag finder en ny version af maleriet. Derfor er der heller ikke op og ned på mine malerier, det bestemmer ejeren, af samme årsag står min signatur altid bagpå, med en personlig og kærlig hilsen.

Abstrakt kunst, fra bl.a. Asger Jorn og Finn Pedersen, har for mig altid givet mig denne følelse af glæde, inspiration og leg. Det er mit højeste ønske at give samme følelse gennem mine malerier.

Jeg er ydmyg og beæret over denne, kunstens gave og glædes ved enhver der begejstres og glædes ved mine ”tossestreger”.